DET FREMMEDE I OS

Det fremmede er det ukendte, det uhyggelige, det skræmmende. Vi har den vane at projicere det fremmede ud på verden og på andre mennesker. Men hvad sker der, når man opdager, at det fremmede bor i en selv? Denne opdagelse kan ske på ethvert tidspunkt i livet. Alle livsstadier er ken- detegnet af overgange og kriser, men det virker som om, at alderdommen er en særdeles udfordrende overgang. Mens ungdommen har et fremtidsper- spektiv, hvilket perspektiv ligger der så i aldringsprocessen? Dette spørgsmål blev intenst diskuteret af C.G. Jung: Hvordan forholder man sig til sig selv, når aldringsprocessen kræver en ny orientering i livet? Vi vil se på Jungs svar på spørgsmål om den anden livshalvdel og også ind- drage Erik Eriksons perspektiv. Vi vil beskæftige os med forestillingen om, at traumatiske oplevelser kan videregives gennem generationer, de såkaldte ”transgenerationelle traumer”. De blev fremhævet af Holocaust-forskningen, men gælder også for bødler, som torturerede deres ofre. Skammen gennemsyrer generationer. Vi kunne følge det i DR dokumentaren ”Min fars krig” og lignende dokumentarfilm såsom ”De skygger vi arver”. Vi vil relatere det til jungianske teorier om det kollektive ubevidste og dets arketypiske dimensioner. Jung påpegede, at vi kun kan opleve kollektive og kulturelle traumer indi- viduelt. De føles, som om de går ”i arv”. De kan melde sig som krav, som opgave eller byrde, man ikke ved hvor stammer fra. Det er denne individu- elle oplevelse, at man har noget inden i sig, som er trængt ind i en som et fremmed objekt ligesom en aggressiv virus, som ikke er ens egen, men som efterhånden alligevel tilhører en selv. Jung var en af de første psykologer, som udviklede ideen om livslang foran- dring og transformation. Efter hans opfattelse kræver den anden livshalvdel en anden orientering og andre værktøjer for at skabe mening i livet end den første livshalvdel. Han brugte billedet af livets aftentimer, belyst af en ned- adgående sol, som begynder at kaste lange skygger. Hvad gemmer der sig i disse skygger? Hvilket traume? Og hvad gør vi, når det fortrængte dukker op med alderen, forstærket af arketypiske billeder? Er ”erindrings-arbejde” altid den passende løsning?