Coronakrisen 2020 som kollektivt og personligttraume
Blandt folk, der beskæftiger sig med angst, hersker der en bred enighed om, at frygt er en reaktion på en specifik ydre fare, mens angst er af mere u-specifik, objektløs og indre karakter. Under coronakrisen blev denne grænse flydende. Den reelle frygt for at blive ramt af virusset smeltede sammen med indre angstforestillinger. Og den per- sonlige angst kunne koble sig på arketypiske grundtilstande. Angsten for at blive forladt, at være udstødt, at skue ind i undergangen eller angsten for at være smittebærer var nogle af de arketypiske angstforestillinger corona- pandemien vakte i den enkelte. Her bevæger vi os ind i fællesmenneskelige forestillinger. Ved at nærstudere pressefotos fra coronaperiodens første tid – fotos udvalgt på grund af deres særligt urovækkende virkning – blev jeg klogere på min egen corona-angst. Foredraget vil komme ind på hvordan man – både alene og i terapirummet – kan bestræbe sig på at tale med sin angst – frem for at tale om angsten.
